Haven


Rosa arvensis "Splendens"

Vi (min mand og jeg plus vores hund) bor i et sortmalet træhus fra 1914, der oprindeligt blev bygget som sommerbolig til en "Herr Ekspeditions-sekretaire N.P. Nielsen". Boligen var ganske lille og med udendørs toilet. Siden er der opført indtil flere tilbygninger, og i 1958 blev huset isoleret og godkendt til helårsbeboelse. Samtidig blev den forreste halvdel af grunden mod vejen solgt fra. Den grund, vi overtog i 1993, er således en koteletgrund på ca. 1300 m2. Fratrækker man det bebyggede areal, er der ca. 1100 m2 have at gøre godt med.

Kampestensmur og højbed fotograferet mod sydvest - ryddet for ukrudt
og nytilplantet med Thuja, Taks, Rhododendron og Potentil. Foto fra 2009.
Siden er der sat Efeu som bunddække.

I starten havde vi nok at se til med istandsættelse af huset. Endvidere var vores børn hhv. 4 og 6 år gamle, da vi flyttede hertil, og haven måtte derfor vente nogle år. Den var i forvejen forsømt, så der var rigtig meget at gå igang med. Terrassen blev udvidet, hegn sat op, gamle (og desværre syge) træer fældet, ukrudt fjernet og planter flyttet. Der var engang i 70'erne plantet rigtig meget bambus, som senere gik ud og måtte fjernes. I stedet måtte vi finde andre løsninger, bl.a. en 25 m lang bøgehæk til vores nabo mod øst. En eksisterende kampestensmur mod vest (30 m lang og knap 2 m høj i den ene ende) var delvist faldet sammen og skulle genopbygges, og nogle år senere blev endnu én, dog væsentlig mindre, opsat i den nordøstlige del af haven. Arbejdet med disse kampestensmure blev udført af fagfolk.


Hyggeplads i skyggen fra vores Slåen.
Terrassen set fra "skyggebænken".


Det er først inden for de seneste 3 år, at det "sjove" er begyndt. Vi er startet med området omkring terrassen, fordi det er her, vi opholder os mest. Vores grund skråner både mod syd og mod øst. Det betyder, at vores højbed mod vest er umuligt at arbejde i, og derfor skal kunne passe sig selv, men det betyder også, at vores terrasse ligger højt, hvilket giver en følelse af lys og luft. På to sider er den omgivet af en bred bøgehæk, som er med til at skabe et privat rum. Langs huset er der etableret bede for at skabe frodighed. Her står bl.a. en vin, en japansk hængekirsebær og en Clematis montana. Det er også her, jeg fik mit første staudebed, som min mand har døbt "Barnaby-bedet", inspireret af de smukke, syd-engelske cottagehaver i den engelske krimiserie Barnaby.

Vores spiseplads.
Et "rum" til solbadning eller afslapning.
"Barnaby-bedet" årgang 2010, ......



..... som før havde set sådan ud


Fra terrassen kan man mod øst fortsætte ud på en smal veranda, hvorfra man har overblik over den lave del af haven, som før har været udelukkende græsplæne, men nu er ved at blive omlagt til staudehave. Et projekt, der sikkert kommer til at vare flere år  :o)

Den lave del af haven, da den stadig var ret bar,
fotograferet mod hus og veranda.
Et kig fra verandaen mod den kommende staudehave. Der er opsat
kastanjehegn, og min mand er i gang med anlægning af vores
"Paradis-bed". Navnet skyldes det paradisæbletræ, der står som
 overstander i bedet, og som kan anes som en tynd pind.
Rosa arvensis, "Splendens", som er plantet op ad stolpen
til verandaen. Det er meningen, at dens lange skud skal
føres op langs verandaens rækværk. Den blomstrer kun én
gang, men helt overdådigt med hvide blomster. Knopperne er pink.


Mod syd (bag terrassens brede bøgehæk) er der græsplæne. Her står et stort japansk kirsebærtræ samt to æbletræer. Hos naboen dyrker man "den utæmmede skovhave" - ud over mængder af skvalderkål har de nogle meget høje buske og træer, som kaster skygge i vores have. Derfor har jeg planer om at etablere et skyggebed langs skellet. 

Den japanske kirsebær, som er 5-6 m højt. De to æbletræer på hver side skal fjernes.
I stedet skal her anlægges et skyggebed langs skellet, som løber lige bag stenkanten.

På den modsatte side af huset, altså mod nord, har vi en gårdhave, som omkranses af hus mod syd, kampestensmur mod vest, naboens murede garagevæg mod nord (dækket af en vildvin) og et lavt, sort træhegn mod øst. I gårdhaven står der nogle store potter med krydderurter, men jeg har selvfølgelig planer ......  :o)

Gårdhaven i maj. Fletkurvene er tilplantet med krydderurter.
I den store gamle vintønde står en rose - Rosa rugosa, "Louise Bugnet"

"Louise Bugnet"

Indgangsbedet. Her står der bl.a. klippede fyr, Spirea Japonica og guldjordbær. Desuden
står der mørke akelejer, men de kan ikke rigtig ses på billedet.


Der er stadig meget at gøre i haven og mange planer at føre ud i livet, men det må komme hen ad vejen. Der skal nemlig også være tid til at nyde haven - og til at hygge sig  :o)

 




17 kommentarer:

  1. Spændende blog du har her og mange spændende opgaver at gå i gang med. I er allerede nået langt, men held og lykke med det hele.
    Hvor i landet bor I?

    SvarSlet
    Svar
    1. PS: Kan se, at du har tilmeldt dig som fast læser. Hvor hyggeligt. Velkommen :o)

      Slet
  2. Hej igen :o)
    Ja, nogle gange kan man godt tabe pusten, men jeg holder fast i, at det skal være hyggeligt at arbejde i haven, og så må det tage den tid, det ta'r. Men det er jo ingenting i forhold til det, du har udrettet i din store og dejlige have. Ærgerligt, at jeg ikke nåede med på havebesøg hos dig. Forhåbentlig bliver der en anden gang.
    Vi bor i Nordsjælland.

    SvarSlet
  3. Nå ja, her kan jeg se kastanjehegnet. Virkeligt smukt hus I har - er vild med vinduerne :-)

    Kh. Marlene

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi er meget glade for vores hus - det har (som så mange andre gamle huse) atmosfære. Da vi flyttede ind for 19 år siden, var det som at "komme hjem", og sådan har det været siden da. Meeeen, der er også en del at vedligeholde :o) Som før nævnt skal jeg nok lægge flere billeder af kastanjehegnet, når vi går i gang med "Staudehaven".
      Rigtig god weekend

      Slet
  4. Hej Christel

    Sikke skønt hus og have i har. Glæder mig til at se meget mere. Jeres hus ser skønt ud, det har helt sikkert det vores træhus mangler. Sjæl og charme er svært at putte i et nyt lavenergihus.

    Kh. Anne-Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anne-Mette.
      Tak. Vores hus har en charme, som gamle huse nu engang har, og vi er meget glade for at bo her. Ulempen er, at der konstant er meget at vedligeholde. Det undgår man jo så i et dejligt, nyt hus som jeres :o)
      Knus Christel

      Slet
  5. Hvor er det en vidunderlig have og skønt træhus du bor i! Meget inspirende have som jeg skal kigge meget mere på.
    Jeg bruger selv haven som helse- giver, da jeg også har måttet trække mig fra arbejdsmarkedet. Det er en stor lyst og nydelse, og så er haven altid lige ved og tæt på.
    Sommerhilsner
    Rose

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Rose.
      Tak for de pæne ord. Både min mand og jeg trives her, men det er kun mig, der er havinteresseret. Haven er mit fristed - både når jeg arbejder derude, og når jeg slapper af.
      Hilsen Christel

      Slet
  6. Skøn have og skønt hus! Dig må jeg da følge :)
    Kh Helle

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Helle.
      Du skal være mere end velkommen :o)
      Knus Christel

      Slet
  7. Smukt hus, skøn have! Jeg ser først din blog nu - og har tilmeldt mig som fast læser :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Nana, og velkommen til.
      Jeg har også været forbi din blog for at tilmelde mig og glæder mig til at læse mere.

      Slet
  8. Sikke et smukt hus og en smuk have. Du har en dejlig stil!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Maria, og velkommen til min blog. Jeg kigger forbi din blog snarest :o)
      Hilsen Christel

      Slet
  9. Hej Christel
    Dejlige billeder fra haven, huset og indretningen. Jeg bliver ganske inspireret. Barnaby bedet Hi Hi, ja det er jo ren cottage stil med bonderoser. Glæder mig til at følge dig fremover.
    Hilsen på en stormvejrs aften
    Lisa

    SvarSlet
  10. Hej Lisa.
    Velkommen til og tak for de pæne ord. Dejligt, hvis min blog kan inspirere andre. Også jeg henter masser af inspiration her i 'blogland'. Om lidt kigger jeg forbi hos dig :o)
    De bedste hilsener
    Christel
    PS: Stormen har lagt sig, men sne har vi fået

    SvarSlet