Bag skærmen

Mit navn er Christel - og ja, jeg er opkaldt efter den danske tegner og illustrator Christel Marott, der bl.a. lavede illustrationer til Puk-bøgerne. Min 16 år ældre søster var nemlig vild med hendes tegninger. Desværre ligner jeg ikke de langbenede piger, som tegneren Christel tegnede  :o)

Jeg er en årgang 59 (altså i min bedste alder, hehe), har dannet par med min søde mand siden 1984, og er mor til to "voksne børn", som er fløjet fra reden, en udeboende hest og en hjemmeboende hund  :o)

I 1992 fik jeg kronisk leddegigt og måtte trække mig fra arbejdsmarkedet. Sygdommen er invaliderende og i perioder meget smertefuld. Det er vigtigt at træne muskelstyrke og bevægelighed. Bevægelighed træner jeg i varmtvandsbassin, og fra 1999 har jeg redet hver dag på min dejlige hest, hvilket har været bedre end at gå til fitness, da det ikke belaster kroppen på samme måde. Jeg har haft så mange dejlige oplevelser med min hest og har mødt mange seje tøser, men desværre satte en nakkeoperation i 2009 et definitivt punktum for det kapitel af mit liv. Nu er hesten pensioneret ligesom sin rytter, men jeg har stadig min daglige gang i stalden, for passes skal den jo heldigvis stadig.

De 4-5 timer daglig, jeg før brugte hos hesten, har jeg altså fået i overskud, og på én eller anden måde er det dér med have og blomster kommet til at fylde mere og mere. Selvom min mand ikke er særlig haveinteresseret, er han sød til at klare de opgaver, som jeg ikke har kræfter til. I stedet kan jeg så koncentrere mig om det, som jeg magter, og det er jo ikke så tosset.


Jeg elsker at være i min have. Den er langt fra nogen udstillingshave, men den skaber ro i sindet, hvad enten man sidder og slapper af eller har fingrene i jorden.



Når jeg helbredsmæssigt er inde i en dårlig periode kan jeg godt finde på at læse (gerne havebøger), lave have- og/eller planteplaner eller gense haveprogrammer. Derudover nyder jeg det gode samvær med familie og venner.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar