9. oktober 2012

Flyttedag, rosenespalier og trolden i æsken


Nu sidder jeg her både træt og øm, men også super glad, fordi min mand og jeg har fået klaret de opgaver, vi havde sat os for at få gjort færdige inden vinteren.

Søndag knoklede vi igen. Først fik vi flyttet en gammel rhododendron, som stod i haven, da vi i sin tid flyttede hertil. Den stod i græsset foran hækken mod øst, hvor der skal etableres et staudebed.


Ved raftehegnet blev der gravet, hullet blev fyldt op med spagnum, og der blev vandet, vandet og vandet - både før og efter plantning  :o)


Da rhodo'en var på plads blev der plantet Astilbe, Håret Skjoldbregne, Sommeranemoner og nogle planter, som jeg ikke kan huske, hvad er. Man kan lige ane de to Klatrehortensier, der blev plantet op ad hegnet i sommer. De er ikke vokset en tøddel, men jeg håber, at de tager revanche næste år.


Sommeranemonerne blev flyttet fra Barnaby-bedet, hvor de efterhånden fyldte for meget. Næste år skal der ryddes op i Banaby-bedet. Kun roserne får lov at blive stående, hvor de står nu. Man træffer mange kloge beslutninger, når man går og arbejder i haven  ;o)

Så kom turen til rosenespalieret, som skulle fastgøres til gelænderet på verandaen, således at de lange grene fra Rosa arvensis 'Splendens' kan føres op langs med. Espalieret skal kunne bære en del vægt og er derfor lavet af nogle robuste lister. Ved hver af de lodrette gelænderstolper er der opsat lodrette afstandslister. På disse lodrette afstandslister er der monteret nogle (laaaaaange) vandrette lister, hvortil rosengrenene skal fastbindes.




Jeg er nu ret tilfreds med resultatet. Espalieret ser ikke så bombastisk ud, som jeg havde frygtet. Når vi har fået bundet rosengrenene op, sætter jeg et billede på bloggen.

Neden for verandaen i 'græsbedet' blomstrer min Asters 'Cloé'. Er den ikke sød?


Og ved kastanjehegnet blomstrer Tallerkensmækkeren ufortrødent videre.


Til slut 'trolden i æsken' - som i virkeligheden er 'knolden i æsken'. Jeg taler om den æske, jeg fik med posten.


Knolden skulle gerne være en Pæon 'Immaculée', som jeg bestilte hos Pæoneksperten for ca. 14 dage siden til 'Paradisbedet.

'Immaculée' - Foto lånt fra ww.myfolia.com.

Jeg har aldrig før prøvet at plante sådan en knold, så jeg håber, at jeg har gjort det rigtigt. Jeg går ud fra, at de små rosa knopper er skud, og at de skal vende opad ved plantning. Knolden er lagt 2-3 cm under jordoverfladen. Lyder det rigtigt?

Nu pisker det ned, men jeg er nødt til at trodse regnen, for jeg skal på posthuset med nogle breve og en 'bloggergave'  :o)

Ha' en dejlig dag.


14 kommentarer:

  1. Flot hegn I har fået lavet. Det er netop ikke bombastisk men let at se på.
    Det knokles igennem.....og det lyder spændende med et nyt bed.
    Ja her regner det også ind i mellem men lige nu skinenr solen igennem dråberne, sjovt fænomen.
    Pæon må ikke plantes for dybt, for så varer det længe inden de blomstrer igen, og eller lyder det rigtigt. Smuk pæon du har valgt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Bente. Jeg synes, espalieret passer meget godt i størrelse til rækværket. Glæder mig til at få rosen helt derop :o)
      I det nye bed har jeg sat de små bunddækkeplanter med hvidbrogede fra dig. Det bliver fint, tror jeg.
      Ok, tak - så går det nok.

      Slet
  2. Hej Christel.Ja! som Bente skriver må pæoner ikke plantes for dybdt.men hold da helt op hvor har i været flittige.Dejligt at få det hele på plads inden vinteren kommer.Flot espalie-det bliver super når roserne begynder at klatre op af det.Rigtig god til dig knus Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder, som om jeg ikke har gjort det helt galt.
      Ja, det er dejligt. Men også lidt hårdt nu.
      Jeg glæder mig til at få rosen op i højden.
      Ha' en god aften.
      Knus Christel

      Slet
  3. Ja men sikken et fint espalier og tak for udførlig forklaring. Det er en stor rose, der skal gro op af det, kan jeg se. Det bliver flot at se til næste år, når den blomstrer.
    Som de andre har sagt, må pæonen ikke plantes for dybt. Jeg mener, at nogen af knopperne næsten skal være ovenfor jorden. Jeg købte Immaculee sidste år, hvor den ikke blomstrede, men i år har den blomstret smukt. Så hvis du søger på navnet på min blog, kan du nok finde billeder af den.
    Lad os høre om andre vil give gode råd om plantning af pæonen.
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er en stor rose. I øjeblikket kæmper vi for at komme forbi de lange grene, der stritter ud i alle retninger. Jeg glæder mig til at få den op i højden.
      Jeg har set billeder på din blog - Immaculée er rigtig smuk. Jeg var lige ved at lade mig lokke til at købe en anden, da Immaculée var udsolgt i sommer hos Pæoneksperten. Godt, at jeg holdt fast. Mht. plantning tror jeg, at jeg har gjort det nogenlunde rigtigt.

      Slet
  4. Hej, min første tanke var, at det bliver så flot næste år med roserne oppe på dit gelænder! Det er helt utroligt, at man så let kan flytte rhododendron, jeg har også prøvet, de har kun lige rødder oppe i overfladen, fantastisk ! Glæder mig til at følge projektet.
    Jeg har idag malet gavle på mit havehus!
    Hilsen herfra.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg glæder mig meget til at få rosen op i højden.
      Du har ret - nu håber jeg bare, at rhodo'en overlever.
      Dit havehus er bare så fint :o)

      Slet
  5. Sikke meget du har nået at lave, jeg er helt misundelig. Min have er så fugtig nu efter regnvejret i sidste og denne uge, at den er helt umulig at arbejde i. Godt jeg kan få stillet lidt abstinenser på div. haveblogs :o) Er helt sikkert på at rosen espaliet bliver fantastisk når rosen når derop, sikke en duft der kommer på altanen.
    Kh Helle

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu er jeg også både træt og øm :o) Må indrømme, at der også er ret smattet flere steder her i haven. Og i går - efter regn det meste af dagen - svuppede det, når man gik hen over græsplænen.
      Ja hurra for haveblogs og -bloggere ;o)
      Glæder mig til at få rosen op ved gelænderet.
      Knus Christel

      Slet
  6. Hvor er det dejligt at i er færdige til vinter allerede, her er der intet sket endnu, al den meget regn har sat en stopper for planerne foreløbig. ;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. De større projekter er færdige, men jeg mangler nogle småting - bl.a. at lægge nogle tulipanløg.
      Ja, det er lige i overkanten med al den regn. Håber, I får mulighed for at komme videre inden frosten sætter ind.

      Slet
  7. Hvor har I været flittige og det må være skønt at være klar til at lukke ned for vinteren.

    Kunne se på din kommentar på min blog, at du ønsker sig høstanemoner i haven i den kommende sæson. Hvis du søger de lyserøde kan jeg være leveringsdygtig allerede nu - hvis du altså er interesseret :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Uh altså - jeg havde egentlig tænkt mig hvide, men de lyserøde er også så fine, og mon ikke jeg kan finde plads til dem - så jo tak, meget gerne. Vi kan evt. bytte, hvis du er interesseret i Bjergmynte, floks 'Rosalinde' og/eller valmuefrø 'Black Peony'?

      Slet