22. juli 2012

Min egen lavendelmark og bær


Min egen lavendelmark er selvfølgelig ikke lige så stor som markerne i Provence, men hvis man en solskinsdag sætter sig på bænken bagved, lukker øjnene og snuser ind, kan man næsten bilde sig selv ind, at man er i Sydfrankrig  :o)



For 3 uger siden fik jeg hældt den hjemmelavede hyldeblomstsaft på flasker, og den har vi nydt godt af - både i desserter, som saft spædet op med vand og som aperitif blandet med kølig hvidvin.



Hylden har stået her i haven, siden ruder konge var knægt. Den står ret malplaceret i det lange stenbed og skygger en del i bedet, men jeg kvier mig ved tanken om at fjerne den, fordi jeg hvert år nyder godt af dens blomster til saft, og det er så dejligt nemt at kunne plukke blomsterskærmene i sin egen have. Om efteråret har fuglene nydt godt af bærrene, men i år efter blomsterhøsten er den skåret kraftigt tilbage. Den får et år mere, og så må vi se, hvad der sker.

De sidste 8 dage har vi haft meget travlt, og jeg har ikke fået blogget så meget, som jeg gerne ville. Men jeg har da nået lidt i haven, og i fredags fik jeg ribbet ribs.




Også i år er der godt med bær på den gamle ribsbusk. Jeg plejer at ribbe ribs i starten af juli, men manglen på sol og varme har forsinket modningen. Kun omkring en fjerdedel af bærrene var modne (lidt over 500g), så der er endnu mange bær tilbage på busken. Ribsene fryser jeg ned i passende portioner, til jeg skal bruge dem. Jeg bruger dem mest til desserter. Min yndlingsdessert er hvid chokolademousse med ribscoulis (coulis = sovs) - en rigtig god kombination af sødme og syrlighed.

Tilbage i juni måned så solbærbusken også ud til at ville give en god høst. Desværre forsvandt alle bærrene i løbet af få dage. Et fænomen, som også skete sidste år, men ikke de øvrige 17 år, vi har boet her!! Er det mon fugle, der er begyndt at hugge de grønne og umodne solbær?

Da vi flyttede hertil stod der ud over solbær og ribs en stikkelsbærbusk. Den blev dog fjernet senere, fordi den hvert år fik meldug. For 4 år siden plantede jeg en tornfri brombær (Rubus ”Loch Ness”). De første to somre efter plantning gav den ikke ret mange bær, men i år giver den mange. Normalt modnes bærrene i slutningen af august, men jeg er spændt på, om de også lader vente på sig (og om de i det hele taget når at blive modne, hvis det fugtige vejr fortsætter).


Selvom vi ikke har været specielt plaget af dræbersnegle, så har de bæster fundet vej til min eneste hosta, som står i en krukke.


Øv! Det har nu ikke afholdt mig fra at plante en Dahlia (også i krukke), som stod og kaldte på mig, sidst jeg var på planteskolen. Her er den i udspring og fuldt udsprunget. Er den ikke smuk?




Ønsker jer alle en god søndag aften  :o)


10 kommentarer:

  1. Jo det er en smuk dahlia, mine er ikke i blomst endnu.
    Jeg gætter på, at din hyld gror op igen, som om ingenting var sket. De er seje de hyldebuske.
    Dejligt med en masse frugt i haven.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror også, at hylden gror videre uden at lade sig mærke af den hårde beskæring, og hvis jeg kender mig selv ret, står den dér mange år endnu :o))
      Vi har fældet et blommetræ, der blev for stort (det stod i "Tørrehaven"), og vores to æbletræer ryger til efteråret, fordi de ikke bærer frugt, men bærbuskene værner jeg om.

      Slet
  2. Dejlige billeder du viser. Jeg skal også snart plukke ribs og solbær. Burde nok have haft gjort det. Smuk dahlia.

    SvarSlet
    Svar
    1. God fornøjelse med bærplukningen. Det er nu meget hyggeligt :o)

      Slet
  3. Din lavendelmark er bare skøn!
    Barken på sådant gammelt hyldetræ er meget smukt og jeg kan godt forstå det er svært at fælde, også når det giver så dejligt et udbytte:-)
    Det er dejligt med alle de bær. Min brombær er også to år men desværre ser det ud til min hanhund har vandet den rigeligt og den er gået ud nu :(
    Dahliaen er yndig men pas på; sneglene går i den grad også efter dem!
    Sommerhilsner
    Rose

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er faktisk ret glad for hylden, og jeg er så godt som sikker på, at den overlever den hårde beskæring, så den kommer nok til at stå dér mange år endnu :o)
      Slemme hund! (Har set blog-billederne af dine hunde, og de ser dejlige ud - hundene altså). Vores hund tisser midt på græsplænen, og det gør ingen skade. Til gengæld spiser han af mine prydgræsser og fræser gennem bedene, når han er glad.
      Tak for tippet. Jeg holder øje med min dahlia.

      Slet
  4. Det ser ret autentisk ud omkring din lavendelmark - lige et sted hvor man kan fornemme Provence - så jeg håber at solen vil være med til at give den rette stemning i en periode:-)
    Du er flittig med at udnytte dine bær - og det er også lækkert når man har egen produktion. Brombær er noget af det lækreste, jeg tror at jeg vil ønske mig en tornfri. jeg har brombær med torne i flere af mine hække de er godt nok agressive og trættende.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, forhåbentlig er sommeren kommet for at blive resten af sæsonen.
      Vi har også haft en tornet brombær i en hæk, men blev træt af dens utroligt lange, tornede grene, som altid var i vejen. Nu er den væk, men det var hårdt arbejde for min mand at få den fjernet helt. Nogle mener, at bærrene på de tornede buske smager bedre, men jeg synes nu, at vores bær er ganske gode, og det er trods alt noget lettere med en tornfri busk.

      Slet
  5. Jeg har mange dræbersnegle - bekæmper dem med indsamling/aflivning og sneglekorn - specielt sneglekorn er en god ide da ikke alle snegle gør sig synlige på mine runder.
    Jeg har fundet frem til at jeg må have mere end een af hver plante, for så kan de bæster ikke nå at spise det hele. På den måde har jeg både dahlia, hosta og endda nogen lupiner, som vist er deres yndlingsspise her hos mig.
    Åhh - hvor jeg også glæder mig til brombærrene modner. Jeg har begge slags.
    Blød vanilleis rørt med brombær -Uhmmm :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Berit.
      Der må skulle rigtig mange planter til, for at mætte de røde bæster (læs sneglene). Jeg hakker dem midt over med min spade, men det er ikke hver aften, jeg har tid eller kræfter til at tage en runde i haven, så måske skulle jeg også overveje sneglekorn .
      Mums - mine tænder løber i vand :o)
      Synes du, at brombærrene fra de tornede buske smager bedre end de andre?
      Hilsen Christel

      Slet